Nye retsafgifter: Hvad betyder det for din virksomhed?

Publicerad torsdag 07 oktober 2021 02.27Inkasso

Folketinget har tidligere på året vedtaget et lovforslag, der fra 1. oktober 2021 ændrer loven vedrørende retsafgifter. Formålet med lovændringen er at forenkle reglerne for de involverede parter og dermed skabe en bedre forståelse og anvendelse af reglerne på området. Men hvad kommer de nye regler egentlig til at betyde for din virksomhed?

3 væsentlige ændringer

Den nye lov indeholder væsentlige forenklinger af den gældende retsafgiftslov. Vi har valgt at fremhæve særligt 3 grundlæggende ændringer, som vi mener vil have særlig indflydelse for vores kunder fremover.

Procentbaserede retsafgifter erstattes af fastpris

De procentbaserede retsafgifter erstattes af en fast sats på DKK 750 uanset kravets størrelse. Dette forenkler beregningen og vil fremover skabe større klarhed over omkostningerne forbundet med fogedretssager.

Afskaffelse af tillægsafgift

Tillægsafgifter ved anmodning om udkørende fogedforretning eller politifremstilling forsvinder og dækkes fremover af den faste retsafgift på DKK 750. Der er altså tale om en afgiftsbetaling, der gælder fra ”vugge til grav” og dækker herunder betalingspåkrav, fogedrekvisition, politifremstilling og eventuel udkørende fogedforretning.

Udvidelse af tidsgrænse for nye anmodninger

Tidsgrænsen for, hvornår der skal betales ny afgift er ændret fra 3 måneder til 1 år efter den første anmodning. Fremover dækker retsafgiften dermed 1 år efter den indbetalte afgift, hvorefter der skal indbetales en ny. Der kan dog være enkelte undtagelser.

Det er svært at sige om det fremover bliver dyrere eller billigere at sende en sag i fogedretten, da udgifterne ikke længere afhænger af kravets størrelse. Det bliver dog langt nemmere for alle at forstå, beregne og ikke mindst forudse omkostninger på forhånd.

De forenklede regler vil derudover betyde, at mængden af overførsler mellem Retterne, kreditor og os som inkassobureau bliver væsentlig mindsket.

Hos Svea er lovændringen positivt modtaget i vores retslige afdeling, hvor Legal Advisor Caroline Carlsen og Inkassochef Charlotte Amundsen ser frem til, at der blandt andet vil være færre overførsler mellem Svea og Fogedretterne, hvilket ligeledes medfører mindre transaktioner mellem Svea og vores klienter.